Mit navn er Thomas Tonsberg Schlie, og jeg stiller op til Kommunalvalg 2021 i Silkeborg Kommune. Det gør jeg, fordi jeg vil arbejde for at genoprette den naturlige balance i kommunen. Særligt når det drejer sig om udviklingen af attraktive bysamfund i noget nær Danmarks smukkeste natur.


Hvis I ikke allerede kender mig fra fodboldafdelingen i SSIF, kommunens idræts- og fritidsråd, lygtepælene fra forrige kommunalvalg i 2017, mine dronebilleder på Facebook eller nogle af de mange andre jern, jeg har i ilden i lokalområdet, så er jeg 42 år gammel og bor på Georg Krügers vej med min hustru Silje og vores søn Malthe, som går i 1. klasse på Sejs Skole.


Jeg har boet i byen i 10 år og har set den markante udvikling, som Sejs-Svejbæk har gennemgået. En udvikling som jeg mener er positiv, men som også går for stærkt. Jeg savner en bedre balance mellem befolkningstilvækst, investeringer i skoleudvidelse, vilje til at investere i lokale institutionspladser og ikke mindst vilje til at investere i svar på de kaotiske trafikforhold, som kun vil blive værre over de kommende år.


Sejs-Svejbæk har brug for en lokal stemme i byrådet, og jeg vil gerne være stemmen på vegne af vores lokalområde, hvis I vil betro mig tilliden.


Kort om mig

·        Selvstændig erhvervsdrivende på 5. år med Lokal Digital. Jeg rådgiver med succes små og mellemstore virksomheder i at skabe øget synlighed og salg via blandt andet sociale medier. Desuden laver jeg hjemmesider, reklamefilm mm. Tidligere har jeg været en kendt stemme på Radio Silkeborg.

·        Jeg har et stærkt lokalpolitisk netværk og stor interesse i infrastruktur og skole- og fritidsområdet. I det hele taget brænder jeg for at sikre bedre forhold for lokalområdets hårdtarbejdende børnefamilier.

·        I efteråret 2020 var jeg en medvirkende faktor til, at vi fik genindført halvtimesdriften på Svejbæk Station og Banedanmark i tale med hensyn til lysreguleringen i krydset foran skolen. Sammen med den lokale ildsjæl Mikkel Tholstrup Dahlqvist og Venstres transportordfører Kristian Phil Lorentzen blev dørene banket ind.

·       Jeg er aktiv gæst på JYSK Park, når Silkeborg IF spiller hjemmekampe, og jeg er meget engageret i SSIF blandt andet.

·        Jeg elsker naturen omkring vores fantastiske by, og jeg nyder at tilbringe tid i den med min familie. Mine lokale favoritsteder er Sindbjerg-Stoubjerg, De Små Fisk og Lovisehøj.