Man kan læse at 3 politikere nu vil foreslå at der skal snakkes skolelukninger og plejehjemslukninger, for så kan man spare penge og det her er den eneste/bedste måde at gøre det på. Der er andre løsninger, som kræver at vi politikere er mere opfindsomme end blot at foreslå lukninger af skoler og plejehjem for at spare.

Radikale Venstres Johan Brødsgaard nævner endda et tal, 10 mio. kroner, hvis vi lukkede et ukendt antal mindre skoler. For os alle sammen, hver især, er 10 mio kr. naturligvis mange penge, men i et budget hvor man bruger over 7000 mio kr. i 2024, er 10 mio kr., lige så naturligt, forsvindende lidt. Det er naturligvis ikke værd at lukke en eller flere skoler og dermed et lokalsamfund for et så beskedent bidrag til kommunens økonomiske sammenhæng. Det er også stik mod ønsket om at vi skal huske at der bor borgere udenfor Silkeborg By, for vi skaber ikke attraktive lokalsamfund uden lokale skoler og plejehjem.

I 2015 var der tale om at lukke eller ligge Grauballe skole ind under Dybkær skole, fordi Grauballe skole havde et lavt og nedadgående elevtal. Hvordan kæmpede vi så imod det dengang? Morten Høgh foreslog ad flere omgange at vi udstykkede flere boliger i området, at vi satte prisen ned på de kommunale grunde der var til salg herude. Resten er historie, som man siger. Nu er der tale om at Grauballe skole over tid vil blive for lille, og ikke ret lang herfra, i Eriksborg, kommer der snart en ny skole. Den tilgang handler om at skabe indtægter, omsætning og dermed offentlige OG private arbejdspladser i Silkeborg kommune.

Snakken om at lukke lokale skoler og plejehjem skaber en fortælling, som kan betyde at nye medborgere kigger væk fra de mindre bysamfund når de skal bosætte sig i vores kommune.

Vores og Venstres generelle opfordring til de 3 herrer er, at skrue op for opfindsomheden og ned for den polemiske tilgang, for det skaber kun polemik og ingen løsninger for vores medborgere.

Desuden vil vi i samme ombæring også specifikt opfordre Radikale til gå efter en plads til Dagtilbud, Skole & Familieudvalget og/eller Ældreudvalget efter næste kommunalvalg.