Her efter påsken indledes de politiske forhandlinger om fremtidens infrastruktur, som regeringen har siddet på siden den tiltrådte. Nu skal det afgøres, hvem der får del i de milliarder, der skal investeres i statslige veje og den kollektive trafik frem mod 2035.


Pengene er imidlertid få, for regeringen har brugt flittigt af finanserne under coronapandemien. Blandt andet på erstatning til minkavlerne for den grundlovsstridige tvangslukning af et helt erhverv. Så kampen om de efterhånden få milliarder bliver hård. For får man ikke del i pengene nu, kan man have udsigt til at skulle vente 14 år, før der igen indbydes til forhandlinger.


Derfor forstår jeg udemærket, hvis Socialdemokratiets ”lokale” folketingsmedlem Thomas Jensen mærker presset og ansvaret. For han lovede silkeborgenserne under folketingsvalgkampen i 2019, at han ville kæmpe for at fjerne bommene på Frederiksberggade, hvis han blev valgt ind.


Det blev han som bekendt. Og det er nu, at Thomas Jensen skal stå sin store prøve hos sine lokale vælgere og betale tilbage for valget i 2019.


Personligt har jeg dog ikke de høje forventninger til, at Thomas Jensen lykkes med at fjerne de bomme, der har været en lokal udfordring igennem flere årtier. For når jeg skeler til, hvordan det er gået Thomas Jensens anden mærkesag fra valgkampen – bevarelsen af Silkeborg Sygehus – så er jeg stærkt kritisk over for hans “resultater”.


For der er der ikke meget bevarelse af Silkeborg Sygehus over den politik, som partifællerne Anders Kühnau og Pernille Blach Hansen fører fra Viborg. Tværtimod synes Socialdemokratiet at gøre alt for at trække tæppet væk under vores lokale sygehus. Det er skammeligt, hvordan Thomas Jensens parti behandler vores sygehus, hvis I spørger mig.


De kommende måneder må således vise, hvorvidt Thomas Jensen har større succes på det trafikpolitiske område. Jeg tvivler som skrevet stærkt. Men på den anden side sidder partifællen Anders Kühnau ikke for bordenden ved trafikforhandlingerne, så måske er miraklernes tid ikke forbi for Silkeborg. Man har lov at håbe.