Jeg er som udgangspunkt tilhænger af, at medarbejderens kvalifikationer og indsats på arbejdspladsen aflønnes derefter. Det er egentlig en fin liberal grundholdning at have, synes jeg.
Men min liberale grundholdning er også, at alle skal have lige muligheder for at det kan ske, men en ældgammel tjenestemandsreform fra 1969 sætter en effektiv stopper for lige muligheder på arbejdsmarkedet i Danmark anno 2021. Den over 50 år gamle reform har givet anledning til megen debat de seneste uger, og når man går i dybden med den, så forstår man godt de kritiske røster.
Traditionelle kvindefag falder nemlig under den fuldstændig utidssvarende tjenestemandsreform, der er over 50 år gammel og man behøver ikke være feminist for at mene, at noget er helt galt.
Skal vi opmuntre flere til at uddanne sig til eksempelvis sygeplejerske, skal der være et økonomisk incitament pga. uddannelsens længde og ikke mindst det ansvar man kommer til at stå med.
I alt sin “enkelthed” går den forældede reform ud på at:
Løn, pension og ansættelsesforhold skulle tilpasses velfærdsstaten (!). Samtlige faggrupper blev indplaceret i lønklasser. Typiske kvindefag blev placeret meget lavt i forhold til andre grupper med lignende uddannelser og ansvar – for eksempel sygeplejersker og pædagoger. Alt i mens er typiske mandefag, der ofte kræver en kortere uddannelse, aflønnet bedre under reformens regler.
Den omtalte tjenestemandsreform blev i sin tid vedtaget ud fra en antagelse om, at man ikke anså kvinder for at være forsørgere i familien, da de kun leverede en biindtægt til husholdningen. Tiderne har heldigvis ændret sig og uddannelsernes længde og ansvar taget i betragtning, mangler der balance. Uddannelserne har forandret sig meget siden 1969, så de mellemlange videregående uddannelser betegnes nu som en professionsbachelor.
Lønniveauet er mellem ca. 14 og 20% under fag med samme længde, der ikke falder under tjenestemandsreformen.
Corona-krisen har i den grad vist, hvor afhængige vi er af disse faggrupper, men man kan frygte for fremtidens velfærds og vækststat, hvis vi ikke sørger for, at de får lige muligheder og dermed kan generere økonomi til velfærdsstaten. Jeg er ret sikker på, at en mere tidssvarende løn til eksempelvis +8.000 sygeplejersker i Region Midt også ville kunne mærkes ude hos de trængte liberale erhverv.
Kunne man ikke bare fravælge disse uddannelser, hvis man er utilfreds med lønnen? ”Jo” ville være det nemmeste svar fra en liberal som jeg, men så tør jeg bestemt ikke gå igennem endnu en krise á la corona. Sygeplejersker og pædagoger er indbegrebet af kernevelfærd; De står i front, så vi alle kan komme på arbejde og blive passet på, hvis vi bliver syge. Vi kunne helt sikkert skære til og spare administrativt mange steder i det offentlige. Ulighed er med til at udvikle os, men alle skal have lige muligheder. Derfor skal vi gøre op med tjenestemandsreformen fra 1969. så vi giver lige muligheder og fairness overfor eksempelvis sygeplejersker og pædagoger. I Danmark, som foregangsland på det sociale område og indenfor ligestilling, skal vi give løn efter uddannelse, og ikke efter køn.
Det er hverken rødt, blåt eller grønt – det er simpel fairness at give lige muligheder for at skabe sig et godt arbejdsliv.
Tak til Jannie Green (Pædagog) og Maria Greve Svendsen (Sygeplejerske) for at gøre mig opmærksom på tjenestemandsreformen fra 1969.
