Af næstformand for ældreudvalget Thomas Tonsberg Schlie (V) og formand for ældreudvalget Jonas Sivertsen (S)
Der er mange bekymringer, man kan have om ældreplejen i Danmark, men i Silkeborg Kommune gør vi noget ved det. Ældreudvalget har i de seneste år leveret en række konkrete og mærkbare resultater, som styrker tilliden til, at man trygt kan blive gammel her.
Vi har fået styr på rekrutteringen, og det betyder, at flere dygtige og engagerede medarbejdere nu vælger at arbejde i vores ældrepleje. Det smitter af på arbejdsmiljøet og ikke mindst på borgernes oplevelse af omsorg og nærvær. Samtidig er antallet af sygedage blandt medarbejderne faldet markant, et tydeligt tegn på, at arbejdsglæden er på vej op, hvilket også har været en klar prioritet i ældreudvalget.
Vi har også givet mere frihed til ledelserne på plejehjem og i hjemmeplejen. Det skaber bedre rammer for faglige beslutninger tæt på borgerne, og det virker. For eksempel er vores udgifter til vikarer blevet halveret: fra 30 millioner kroner til 15 millioner kr. Det er penge, vi nu kan bruge på varige løsninger i stedet for dyre lappeløsninger.
Et andet vigtigt skridt er indførelsen af faste teams, som er i fuld gang. Det betyder, at ældre i højere grad møder de samme kendte ansigter i hverdagen, og at medarbejderne får bedre muligheder for at opbygge relationer og give en mere personlig pleje.
Vi ved, at efterspørgslen på plejehjemspladser vil stige i de kommende år. Derfor er vi allerede i gang med at planlægge og bygge flere plejehjem. Og som et led i at aflaste systemet og skabe fleksibilitet, har vi også etableret flere midlertidige pladser.
Vi står altså ikke stille. Vi handler, og vi kan se resultaterne.
Der er stadig meget, vi skal arbejde med, men én ting er sikkert: I Silkeborg Kommune tør vi godt blive gamle.