Da et enigt Folketing annoncerede det nye trafikforlig tidligere på året, blev der jublet mange steder i Silkeborg. For det første har byen nu udsigt til at få en højhastighedsjernbane til Aarhus, og for det andet betyder anlæggelsen af denne, at staten også har prioriteret at nedlægge jernbaneoverskæringen på Frederiksberggade.


Men Silkeborg havde også en tredje grund til at juble, fordi Folketinget samtidig besluttede at tage hele regningen for nedlæggelsen af jernbaneoverskæringen. Selvom Silkeborg Kommune flere gange i løbet af 10’ern tilbød staten, at den var indstillet på at tage sin del – i et forsøg på at få staten til at fremskønne opgaven. Det viser en aktindsigt i kommunens arkiver på Aarhus-banen.


Siden staten valgte at tage hele regningen, efterlader det et anseeligt millionbeløb, som kommunen nu kan bruge på andet. Det andet synes jeg meget passende kunne være finde gode løsninger på, hvordan Aarhus-banen bedst muligt føres igennem Søhøjlandet.


Jeg har tidligere skrevet om i Midtjyllands Avis, at det alt-andet-lige vil koste flere penge at anlægge jernbanen langs motorvejen og igennem Nordskoven. Sammenlignet med den nuværende linjeføring gennem Linå Vesterskov og tæt forbi skole og børnehaver i Sejs-Svejbæk.


Derfor er der brug for, at der kommer flere penge på bordet for at få enderne til at mødes. Nogle af de penge synes jeg skal komme fra kommunen, når politikere og embedsmænd tidligere har været villige til at medfinansiere statslige opgaver.


Det vil jeg arbejde for, hvis jeg bliver valgt til byrådet den 16. november. For Silkeborg Byråd er nødt til at spille med og være indstillet på at finde gode løsninger, hvis vi skal lykkes med at finde den bedst mulige måde at føre Aarhus-banen igennem Søhøjlandet.