Der bliver talt meget i politik. Nogle gange for meget. Men ægte dialog handler om at lytte og finde løsninger sammen.
Jeg har aldrig været tilhænger af at udstille modstandere eller bruge mere tid på konflikter end på resultater. Politik er for mig ikke en kamp om at få ret, men en opgave i at få noget gjort. I udvalg, i byråd og vigtigst af alt sammen med de medborgere jeg repræsenterer. Derfor har jeg i min tid i byrådet lagt vægt på at samarbejde med alle, uanset partifarve. For det er der, resultaterne bliver skabt.
Som lokalpolitiker ser jeg det som min vigtigste opgave at være i øjenhøjde med dem, jeg er valgt til at repræsentere. Det betyder, at jeg gerne tager imod input, spørgsmål og bekymringer fra jer borgere og gør mit bedste for at tage dem med ind i de politiske drøftelser.
Vi har i Silkeborg Kommune et stærkt lokalt demokrati, som vi skal værne om. Her kender vi hinanden. Vi mødes i hallen, ved skolen og i skoven. Det forpligter. Når vi vælger at samarbejde frem for at skabe splid, så viser vi, at demokratiet stadig fungerer – og at det kan noget særligt, netop fordi vi har de tætte bånd til hinanden.
Jeg stiller op til en ny periode i byrådet, fordi jeg har mod på at fortsætte arbejdet. Fordi jeg tror på værdien af lokale løsninger og politisk ansvarlighed. Og fordi jeg mener, at samtalen med borgerne er vigtigere end nogensinde.
Om det er den “rigtige” måde at være politiker på ved jeg ikke, men det fungerer for mig og sådan vil jeg fortsætte med at være og arbejde i en eventuel ny periode i byrådet.
Hvis du er enig, håber jeg, du vil overveje at sætte dit kryds ved mig d. 18. november. Jeg lover at bruge dit kryds til at lytte, samarbejde og skabe resultater sammen med mine politiske kollegaer.