Af Thomas Tonsberg Schlie på vegne af hele Venstres byrådsgruppe
Venstre går aktivt til efterårets budgetforhandlinger med en klar prioritering: En opgradering af cykelforbindelsen mellem Sejs-Svejbæk og Silkeborg.
For mit eget vedkommende har store dele af denne byrådsperiode været brugt på ved enhver lejlighed at tale sagen varm og sætte fokus på behovet. Jeg er både glad og stolt over, at min byrådsgruppe har taget det til sig og nu står helt samlet bag projektet.
Men sagen stopper ikke her. Tværtimod – for med opgraderingen af De Små Fisk, som er blevet et endnu større trækplaster for borgere og besøgende, er behovet for en sikker cykelforbindelse kun blevet mere presserende. Vi skal sikre, at cyklen er et reelt og trygt alternativ til bilen – også på strækninger hvor trafikken er tæt.
Der er mange gode grunde til, at det her bør være en af de næste store investeringer:
Trafiksikkerhed, især for børn og unge, der skal kunne cykle trygt til skole, fritidsaktiviteter og venner.
Grøn mobilitet og klima, hvor vi gør det lettere at vælge cyklen frem for bilen.
Sundhed og fællesskab, fordi gode cykelforbindelser skaber aktive lokalsamfund og en sundere hverdag.
Og ikke mindst: bedre adgang til naturoplevelser som De Små Fisk – uden at skulle vælge bilen.
Derfor går Venstre til budgetforhandlingerne med cykelstien mellem Sejs-Svejbæk og Silkeborg som en tydelig prioritet.
Det er ikke bare et ønske – det er en nødvendighed. Og vi lover at arbejde benhårdt for, at det bliver en del af næste års budget.
Tak til alle jer borgere og lokale kræfter, der bliver ved med at bakke op og holde fokus på sagen. Det gør det nemmere for os at tage arbejdet videre ind i budgetforhandlingerne.
Og heldigvis oplever vi allerede nu, at rigtig mange af de øvrige partier i byrådet ser fornuften i projektet og må forventes at bakke op, når vi sætter os til forhandlingsbordet.
Vi er ikke i mål endnu – men vi er godt på vej.