Desværre er der gået sport i jævnligt at jagte bådfolket i Silkeborg.


Først blev der varslet prisstigninger for at have sin båd til at ligge i Indelukket, så kom Rune Kristensen (S) og Hans Okholm (SF) på banen med et besynderligt forslag om at pålægge bådejerne at skifte til el-motorer. Sikkert et fra et miljømæssigt perspektiv sympatisk forslag, men desværre symbolpolitik der ikke batter overhovedet i kampen for klimaet. Netop symbolpolitik og ikke mindst politik isoleret til ens egne interesser, det er vælgerne ved at være trætte af. Jeg har ikke engang selv en båd, men selvom man er til kajak kan man godt være rummelig overfor bådejerne – og alle andre på søerne.


Rune Kristensen (S) mener iflg. en nylig Facebook-opdatering ikke at både på over 26 fod hører hjemme på søerne. Det er da en fair holdning at have, men som der bliver spurgt i tråden: køber kommunen så alle både over 26 fod inkl. Hjeleflåden?


Der skal være plads til alle i søerne, både svømmende, SUP, kajak, kanoer, små og store både. Lidt som med vores fantastiske skove der rummer både MTB, løbere og gående.